Lidt fra rodekassen

De fantastiske fædre

2. juli 2018

Det her indlæg, har lagt mig nær rigtig længe og nu kommer det. Efter jeg blev alene har jeg meldt mig ind i en del facebookgrupper for enlige mødre, for ligesom at finde nogen ligesindede. Det er så godt, men der er en tendens der virkelig springer mig i øjnene, og som jeg faktisk slet ikke forstår, og til tider kan gøre mig ret så vred.

Det er tendensen med den fantastiske far.. Et eksempel, far har været ude af billedet i flere år, og vil pludselig have samvær med barnet, det er mor pænt træt af, da far og barn ingen relation har, og det melder mor ud. Men pludselig så kommer ideen om den fantastiske far ind i billedet, for mor skal jo være glad for at far han gider, det er stort at far har taget kontakt, efter al den tid.

Fantastiske far..

Der har vi den, den der opfattelse om at fædre på en eller anden måde er os underlegne i forældreskabet, at de har det svært, det er jo ikke nemt for dem at påtage sig den rolle, nogle har måske ikke valgt det, og vi mødre skal bare sætte pris på at de gider, de arme mænd.

Bullshit, mænd har ligeså meget ansvar som os kvinder, men igen er der den her uligevægt mellem kønnene, for hvor tit ser du mor forsvinde lige efter fødslen, for at komme tilbage efter flere år.. og helt ærligt ikke, havde det været scenariet, så var dem pågældende mor blevet høvlet ned fra top til tå, for at være jordens dårligste mor.

Men den fantastiske far han findes ikke.. selvfølgelig skal børn ikke snydes for at se deres far, men man skal ikke bare tilbede og bifalde den her total manglende ansvarsfølelse, blot fordi at far lige skulle blive voksen, og han jo havde muligheden og friheden på baggrund af hans køn, hold nu op..

Far er ikke god og stor fordi han efter to år søger samvær, far er en idiot der har sat sine egne behov først og det skal ikke bifaldes, tværtimod. Også er den egentlig ikke længere.

Husk du kan følge med på både Facebook og Instagram! <3

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar