Lidt fra rodekassen

Vi er ubetydelige!

8. maj 2018

Hele universet startede i et brag for knap 13.7 milliarder af år siden, det startede fra ingenting, ja prøv lige at forestille dig det, ingenting er ikke bare et tomt rum, ingenting er ingenting. Fra et punkt på størrelse med et atom, skete en eksplosion, og derfra ekspanderede universet, noget det har gjort lige siden og fortsat gør den dag i dag, alt universets stof, alt universets masse startede ud med at være på størrelse med et atom, så lille bitte at vi knap kan se det med de stærkeste mikroskoper.

Derfra tog det fart, de første stjerner blev dannet, de dannede grobund for kæmpeeksplosioner og en lang række sorte huller, sorte huller der dannede rammen for galakser, vores galakse. Midt i den galakse befandt der sig for 4.6 milliarder år siden en Sky, en rest af en gammel eksploderet stjerne, en stjernetåge, i nabolaget, præcist tæt nok på og præcis med de helt rigtige grundstoffer, eksploderede en stjerne i en supernova og fik skyen til at trække sig sammen, den tilførte grundstoffet kulstof, et grund stof der er essentielt for liv som vi kender det, solen blev dannet og skyen begyndte at klumpe sig sammen, i det ydre rum klumper partikler sig nemlig sammen, og støv blev til sten, sten til asteroider og asteroider til planeter, der var 100 nye planeter som bragede ind i hinanden, tilfældigvis overlevede jorden, den blev bombarderet med asteroider og rent tilfældigt medbragte nogle af de her asteroider vand, vand som er et molekyle vi ikke kan leve uden.

Tiden gik, jorden befandt i den helt perfekte afstand fra solen, afstand langt nok væk fra ikke at blive bombarderet med stråling så vandet udtørrede, livet opstod, dinosaurerne huserede og uddøde da en asteroide ramte jorden og næsten udslettede alt liv på jorden, men havde den ikke gjort det, så havde vi ikke været her. Resten kender vi aberne der blev til mennesker, og her er vi.. Vi befinder os i kosmos, vi befinder os på jorden, jorden som bevæger sig rundt om solen, os som befinder sig i en galakse med milliarder af stjerner, stjerner der er så langt væk at lyset (som flyver med 300.000 km/s) er flere år, tusinde, millioner og milliarder af år om at nå os, når vi kigger op på himlen ser vi tilbage i tiden, kigger vi på en stjerne der er 4000 lysår væk, ja.. så ser vi den som den så ud før 4000 år siden, nogle af de stjerner vi ser, eksistere ikke længere. Og ikke nok med vi i vores galakse har milliarder af stjerner så er vores galakse en ud af milliarder af galakser.

Vi er så små, så ubetydelige, så ligegyldige, vi er landet her på baggrund af tilfældigheder på tilfældigheder og alligevel, alligevel så sidder vi og har så travlt, travlt med at hade, travlt med at pege fingre, travlt med at ødelægge hinanden. Vi bruger mere krudt på at udpege alle andres fejl end at kigge på de positive ting, vi dvæler ved det negative og er i bund og grund mega utaknemmelige. For hey vi er her, skæbnen ville det, vi har mulighed for at elske, være glade og opleve lykke, men i stedet bruger vi energi på at finde fejl, på at hade og på at bekrige hinanden.

En gang var vi alle et, på størrelse med et atom, nu er vi her rent tilfældigt, omfavn det, elsk det, Vær lykkelig, for inden vi får set os om, så er det slut, hvem ved? Måske vil tilfældighederne i morgen at vi ikke skal være her mere ❤

Husk du kan følge med på både Facebook og Instagram! <3

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar