AFLEVERING NUMMER 100!

Jeg er blevet underrettet!

Det der med blogge og være en offentlig person det er nogengange en hårfin grænse, for hvor meget er okay at dele, ikke om sig selv, for jeg må selvfølgelig dele alt om mig selv, det er jo et spørgsmål om mine grænser og om jeg vil fortælle om intime problemer, eller dele billeder af min mor krop. Men det er den der med relationerne omkring en, familie, venner og nu ekskæreste, hvad er ok og,  hvad er ikke? Jeg prøver så vidt muligt aldrig at hænge nogen ud, fordi det er altså ikke det jeg vil med det her, det handler ikke om drama og konflikter og sidevisninger på andres bekostning..

Hele vejen igennem det her brud har jeg holdt den sobert, jeg har ikke skrevet om alle mine frustrationer om al min magtesløshed om mig og Sørens samarbejde eller mangel på samme, for det er noget der er mellem os. Alligevel ramte jeg i går en mur, min grænse blev overskredet rigtig meget. I går fik jeg nemlig en indkaldelse fra kommunen, Søren har underrettet mig på nogle rigtige grove grundlag, noget der slet ikke et hold i selvfølgelig, men noget der stadig gør mig dybt frustreret, det presser mine grænser for hvad jeg kan holde til, hvor meget jeg vil stå model til.

Jeg vil ikke gå i detajler og jeg vil ikke kalde Søren for grimme ting, tilgengæld tror jeg at han er rigtig såret, har det svært eller noget i den stil, det er for mig et tegn på fuldkommen afmagt, det jo ham der indtilvidere er taberen her, han har “mistet” børnene, og det må slet ikke være sjovt! Det der frustrere mig er ikke underretningen, men det faktum at jeg har gjort alt, jeg har åbnet op og spurgt hvad han vil have, jeg vil ikke nægte ham noget, jeg har opfordret til at vi lavede faste aftaler om samvær, men intet var godt nok. Jeg ville bare ønske jeg kunne gå ind i hans hoved og se hvad han ville have, for jeg kan åbenbart ikke handle rigtigt, det ene dur den ene dag, og det andet den næste, og det her var bare min grænse, jeg vil gå langt, men ikke mere..

Men hvorfor skriver jeg det egentlig, hvad rager det jer? Jo for det første så er min opfattelse at det i konfliktfyldte brud er meget “normalt” at gøre, at bruge underretninger som et våben. Det der så får mig op på spidserne, udover at det er moralsk skide skørt, det er at jeg konstant skal høre for at jeg skal være den store, at fordi den anden part ikke agerer korrekt, så skal jeg stadig gøre det og jeg skal stå model til det med et smil, jeg skal stå model til underretninger og falske påstande, og jeg skal være overbærende, og er jeg ikke det, jamen så er det mig der er den onde, det er MIG. Al ansvar ligger på mine skuldre, ikke nok med at jeg har børnene alene 24/7, går i skole og er startet forfra et helt nyt sted, så skal jeg også rumme, være sød og imødekommende og finde mig i ALT for mine børns skyld, ellers er det mig der er egoistisk og mig der er en selvisk mor der vægter mine egne behov højest!

Og det er ikke første gang jeg hører den, det er normalt med alle de her onde mødre som folk stempler som egoistiske og usamarbejdsvillige, og helt ærligt.. så hold dog mund! Det handler sku om at passe på sig selv, for man kan ikke agerer mor 100% hvis man konstant bliver trukket ned i et hul, det er i INGENS interesse, tværtimod, og når man står alene som primær omsorgs person så er psyken vigtig at have med, så er det sku den anden parts ansvar at opføre sig bare en SMULE anstændigt, prøve bare lidt, for det handler nemlig om børnene, og at den person de står op til hver morgen skal have overskud til dem, simpelt.

Og derfor har jeg også ret til at råbe stop, hold uden at skulle stemples som en egoist! Jeg har ret til at tænke på hvad der er bedst for mine børn. Lur mig om jeg aldrig ville nægte børnene at se sin far i det store billede, men ligenu kan vi ikke kommunikere, ligenu er min grænse nået og min psyke opbrugt og derfor må der andre med ind over og hjælpe os, jeg vil aldrig fratage ham hans ret, så længe det hele kommer til at gå med børnenes behov i centrum, det er dem og kun dem der handler om, men for nu der kan jeg ikke mere, og det gør mig ikke til en egoistisk mor!

Skriv en kommentar

  • Christina Jørgensen

    Tak for dit indlæg, det er nemlig sådan at man som skilsmisse mor tit får at vide, at man skal have brede skuldre og at det er børnene det handler om. Og det er det også. MEN vi er kun mennesker. Vi kan ikke blive ved med at holde til det. Vi bliver nødt til at sige stop. Og så må vi blive lidt hårde overfor dem der ydre deres mening, stå sammen og sige; lad være med at udtale dig om noget du ikke ved en disse om. Og så prøve på at lukke ørene. Selvom det er sindssygt svært. Men nok er nok. Jeg er bleve nødt til at holde pause fra nogen mennesker fordi jeg ikke magtede det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AFLEVERING NUMMER 100!