dagen derpå♡

Enlig mor til 3 børn, hvorfor?

Ja nu er det en realitet, men hvad er der egentlig sket? og hvorfor? Jeg kunne fornemme at mange havde nogle rigtige gode (og sjove) bud, som at det jo var klart nu når jeg ammer alle 3 børn (jeg har jo ikke tid til andet, høhø!), eller at der ikke var plads til Søren i soveværelset, you name it, fantasien fejler intet! Men jeg kan starte ud med at sige at det er min beslutning, i et mere eller mindre impulsivt øjeblik, besluttede jeg mig for at det skulle slutte, for vores alles skyld.

Vi gjorde ikke hinanden glade, og har gjort det længe, faktisk var vi nået dertil i vores forhold hvor vi for hinanden blot var et irritationsmoment, vi havde et fåtal af gode dage og jeg var nået til at se mindre og mindre frem til weekenderne når Søren var hjemme, fordi weekenderne bød på sammenstød og magtesløshed. Jeg tror vi begge har en del i det der gik galt, jeg er ikke ude på at skyde skarpt mod Søren, for en ting er sikkert, jeg elsker manden utroligt højt, det gør jeg, men det er kommet til et punkt hvor jeg må lytte til min hjerne og ikke mit hjerte.

Der åbnede sig en mulighed, jeg fandt et rækkehus, og min mor ville gerne spæde til økonomisk, og så blev beslutningen taget, for mig var det vigtigt at den var impulsiv, at det skete hurtigt, fordi når man har været sammen i 6 år, så ryger man hurtigt tilbage, bliver fordi det er nemmere, især når der er børn indblandet, fordi det er det man kender, det er det jeg har gjort rigtig længe.

Men selvom det er min beslutning, så er det stadig utrolig hårdt, jeg går igennem et spektrum af følelser, så er jeg glad, så er jeg ked af det, så kunne jeg kaste op af afmagt og så fortryder jeg, det er så pisse svært! Det er svært fordi vi stadig bor sammen til på torsdag, og det er endnu sværer fordi at Søren er mit liv, vi har været sammen i 6 år, det er en fjerdedel af hele mit liv, Søren er min første store kærlighed, mit eneste seriøse forhold, han er alt hvad jeg kender til, at skulle forestille mig et liv uden ham er seriøst helt umuligt, jeg kan ikke før jeg befinder mig i det, det kan jeg bare ikke.

Men det er nu, og det er for det bedste, jeg kaster mig ud i det og jeg ser en lys fremtid, jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere sikker på at det er det rigtige, men jeg ved også at når vi flytter, så rammer følelserne som en mur igen, det bliver den største omvæltning længe, ikke fordi jeg skal være enlig mor til 3 børn, men fordi Søren ikke er der <3

Vores aller første billede sammen, for 6 år siden <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

dagen derpå♡