En tur til København - kun med et stykkr stof♡

Når man undervurderer en situation

I går tog vi til København, en tur jeg havde glædet mig til, lidt fokus på mig for en gangs skyld. Men inden jeg fik set mig om befandt jeg mig i en yderst presset situation hvor den dårlige samvittighed tog overhånd og tårene pressede sig på, “jeg skulle ALDRIG have taget med!”.

Det var ikke arrangementet eller pigerne, alle var MEGA søde, det var helt vildt, altså det jeg nu nåede at se til dem, men jeg havde total undervurderet situationen. Zilas har nemlig flere gange været ude efter sengetid, så længe vi har haft viklen er alt gået godt, han har sovet og hygget ved mor, for jeg vidste godt at tidspunktet var kritisk 18.15, det er lige omkring sengetid, men det var jo gået før så ville det også gå nu. Troede jeg!

Sådan skulle det ikke gå, for jeg havde jo ikke lige taget højde for en 4 timers togtur oveni hatten, og derved en ekstremt overtræt dreng, og pludselig stod jeg der på Café Valaldi med en dybt ulykkelig Zilas og dansede med ham i viklen, til han fald til ro, total ekskluderet fra fællesskabet, med en dårlig samvittighed der voksede og voksede, for hvorfor skulle han være ked af det, bare fordi jeg ville hygge mig?!

Den dårlige samvittighed voksede i det vi indtog restaurant Flammen, her eskalerede det, han var bund ulykkelig og jeg følte mig fanget, fanget i forventningen om at jeg blev og fanget fordi jeg var 400 km fra de trygge rammer hjemme i Randers, jeg kunne jo ligegyldigt hvad ikke smide alt og gå. Så jeg blev, i en rigtig træls situation med en ulykkelig Zilas, mega malplaceret som den mor der ikke kan se sine egne behov over sine børns, men jeg gav mig hen til ham og maden måtte vente. Selvom alle tilbød mig at tage over, så sagde jeg nej, jeg havde ham i den her situation, så skulle han ikke også gå fra arm til arm, oven i.

Det var hårdt, hver gang han var ved at falde hen, vågnede han op, mere ulykkelig end før. Efter 1,5 time faldt han endelig i søvn, helt udmattet i mine arme, jeg fik en time hvor vi kunne snakke og hygge og da han vågnede igen var det bare afsted, op i viklen og hen til hotellet, nok var nok og kl 22 landede vi i sengen, trætte og udmattede og mig med følelsen af at jeg bare skulle være blevet hjemme, jeg havde ondt af Zilas helt ind i hjertet. HELDIGVIS sov vi tæt i en kæmpe dobbeltseng hele natten, vi puttede, krammede og hyggede, og i dag har været en super god dag, det har den!

Jeg plejer at sige at jeg aldrig fortryder noget, livet er for kort til at fortryde, men jeg har gjort mig nogle erfaringer, og det her vil jeg nok ikke gøre igen, på samme tid og med så lille en baby, så ved jeg det!?

Skriv en kommentar

  • Mette

    Uff, har prøvet det et par gange nu… Og hvor man tænker “hvorfor tog man egentlig med – jeg er jo bare her i det andet rum og kan ikke snakke med de andre alligevel”…
    Men sådan er det bare, tror alle vi forældre oplever de episoder. Nogen gange må man bare stoppe og sige “den går ikke i dag”
    Men du klarede det flot

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • lunamunk

      Ja det altid rart at høre man ikke er alene♡ og ja flammen er altid godt, selvom jeg fik indtaget minimalt med mad, jeg må afsted igen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tur til København - kun med et stykkr stof♡